Juli 2017

Maksimering af livet ved at reducere det fysiske indhold!

En ærlig og ægte blog om det uperfekte

Der er aldrig nogen der siger “Jeg er vild med at have så mange ting”….

30. juli 2017

 

Det slog mig under hele min “åbenbaring” til at starte denne rejse, at du temmelig ofte hører om folk der er glade for at have minimaliseret, eller reduceret, som jeg foretrækker at bruge, og som synes det er dejligt at have færre ting end de plejer. De føler sig mindre bundet og føler sig både fysisk og mentalt lettere.

 

Det var nu ikke det der slog mig. Det der slog mig var, at jeg aldrig har hørt nogen sige det modsatte. “Åh, jeg er så glad for at have så mange ting”, “Jeg ville ønske jeg havde flere ting”, “Jeg elsker at have nået et punkt i livet hvor jeg bare har masser af alt”.

 

Forbruget er jo gået helt amok. Fordi vi kan. Nu er det ikke et spørgsmål om at gå med et par bukser til de ikke kan holde mere – nu skal de erstattes så snart moden skifter. Heldigvis er jeg ikke modebevidst – OVERHOVEDET! jeg går med det jeg kan lide – til det ikke kan holde mere.

 

Vi køber og låner og låner og køber og tjener og køber lidt mere. Jeg har tidligt i livet fundet ud af at jeg vil bruge penge på oplevelser og rejser frem for andre ting. Men efter 20 år i samme lejlighed, er tingene nu akkummulerede. Så selvom jeg ikke har købt og købt og købt – er der alligevel for meget.

 

Som tidligere nævnt bliver jeg ALDRIG minimalist. Det er hverken en drøm eller en lyst jeg har. Reduktionist, det passer bedre til mig.

 

Og med mindre en person praler af hus og biler og båd, så har jeg aldrig hørt nogen sige “åh jeg får så meget ro af alle de ting jeg har”. Derfor må der være noget om det de siger i “den anden lejr”.

“D. 30. juli 2017 bliver dagen der ændrer mit liv” 30. juli 2017

 

En blog om maksimering af livet ved hjælp af minimering af forbrug og genstande.

 

Ja, det er jeg overbevist om. Længe har jeg haft en kernefølelse af at skulle “back to basics”. Jeg er pludselig begyndt at bage, lave planer om projekter hvor jeg skal bruge mine hænder, bygge ting og går mere ind i slægtsforskning for at få styr på rødderne. Det er en længe ventet modreaktion på det liv jeg har levet indtil nu. Er liv der er så fyldt af ideer og projekter og ting, og ting til at udføre disse ideer og projekter.

 

Et liv så fyldt af gøremål, som jeg selv har ønsket, at jeg intet har fået lavet. Et liv så iderigt og spændende på tegnebrættet (eller på pinterest, på post it’s, på min note-app på telefonen osv.) at uoverskueligheden får det hele til at ramle i den virkelige verden. Hvor i alverden skulle jeg dog starte.

 

For 9 måneder siden mødte jeg en mand som havde stort set ingenting. Han havde smidt alle sine ting ud hver gang han flyttede, og med en ret rodløs baggrund betød det at han havde meget få ting med sig. Det var kun billeder som han var ked af at han havde smidt ud, resten var ligegyldigt. På en gang fascinerende og skræmmende, kunne jeg dog hurtigt se at den største forskel på os var, at han ikke har affektionsværdi-genet. Han er ikke nostalgisk. “Der kunne jeg lære noget”. Jeg var sikker. Og jeg har lært i løbet af de sidste 9 måneder, ingen tvivl om det. Men igen; teori versus praksis.

 

Søndag d. 30. juli 2017 valgte jeg at se en Netflix dokumentar som hed “Minimalisterne”. Min kæreste sov formiddagslur ovenpå en dårlig nat og jeg tænkte at jeg ville crashe med hunden i ske på sofaen inden jeg ville kaste mig over at være effektiv og aktiv. Noget jeg altid har været, men det seneste år er det blevet til mere planlægning af nye aktiviteter end rent faktisk at udføre nogle af dem jeg har haft planlagt længe.

 

Budskabet i dokumentaren var i bund og grund den samme som vi har hørt mange gange før; Du skal ikke lade dig binde og styre af ting eller forbrug. Jo færre ting du har, dets lettere føler du dig. De to grundlæggere havde så virkelig formået at rydde ALT ud af deres liv. Men sagde samtidigt at deres skabelon passer til dem, men at der er flere skabeloner og du skal bare skabe din egen. Hvis du elsker bøger og får energi fra bøger, skal de jo ikke væk fra dit liv. Og DER, lige præcis DER fandt jeg ud af hvad essensen er for mig.

 

Længe har jeg vidst at min store udfordring er at komme igang, fordi der ligger for mange ting jeg kan gå i gang med og at jeg, som sagt, ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte. Og mht. at rydde ud og op er der både udfordringen med hvor jeg skal starte og så hvor meget jeg kan smide ud. Men lige der, midt i dokumentaren slog det mig; Jeg kommer ikke til at leve i et lille hus med kun 51 ejendele! OG DET ER OGSÅ OKAY!!!! Jeg er ikke en type der skal eller kan minimaliseres til det absolutte minimum. Jeg får energi fra de ting jeg har fra mine rejser, fra mine fotobøger, mine billeder osv. Så min opgave er at finde ud af hvad der giver mig energi og hvad jeg kan undvære. Det er ikke let og de der har lavet øvelsen (uanset hvor meget eller hvor lidt de har minimeret) har sagt at det er en meget svær proces, som starter hård og efterhånden bliver lettere og lettere.

 

I SÅ lang tid har jeg mere tænkt over maksimering af opbevaringsplads, at maksimering af min egen energi er røget i baggrunden. Og min energi er i denne periode på et par år, til gengæld blevet minimaliseret. Nu vil jeg prøve at vende det om. Fra at være en stor forbruger, vil jeg nu heller have energi. Heldigvis er jeg i den situation at jeg mest har “forbrugt” i forbindelse med rejser, bøger værktøj og DIY projketer samt gaver og oplevelser”. Jeg har altså ikke en shopaholics tendenser til at skulle have de sidste nye gadgets, mobiltelefoner, sko, tasker eller modetøj. jeg er også heldig at jeg bor sammen med en som er absolut minimalist, men som overhovedet ikke kommenterer på alle de ting jeg har fået skrabet sammen i løbet af 20 år i den samme lejlighed. Jeg har altså ikke haft den der naturlige udrydning/oprydning hver gang jeg er flyttet. Jeg er ALDRIG flyttet!

 

Og som jeg sidder her og skriver det første BLOG indlæg nogensinde, så går det op for mig at det jo OGSÅ er en overspringshandling til at komme i gang med det, som det virkelig handler om. Men med alle de tanker jeg fik efter dokumentaren, har jeg brug for at dele dem, få dem ud af hovedet (hvilket vel også er en slags reduktion) og så er der garanteret flere derude, som kan genkende hvad jeg skriver.

 

Da programmet var slut gik jeg ud i køkkenet for at få noget frokost. Fluks ser jeg hvor mange redskaber jeg har ttil gryder og pander. Hvorfor er der to træ-grydeskeer, 3-4 spateler og to øser…..Det er jo blot et lille eksempelt på hvordan tingene har akkumuleret i løbet af de sidste 20 år. En hel beholder med Twix-It poselukkere – og SÅ mange poser har jeg altså ikke gang i på en gang. Jeg kunne blive ved.

 

Men som I nok kan læse, så er det jo ikke nogen hemmelighed at jeg jo godt at klar over at jeg sagtens kunne rydde lidt ud. Det er spørgsmålet om hvor og hvordan jeg starter. Bevidstheden er jo vigtig. For mig er planen også vigtig.Men den skal være overkommelig.

 

En gang så jeg sådan en “40 Bags in 40 Days” plan på nettet. Den fungerede egentlig godt, men igen, skulle den tilpasses mig og mit liv – som alt andet jo skal, i en eller anden grad. Det gik i bund og grund ud på at du skulle bruge 40 dage i træk (min tilpasning gjorde så at det skulle være 40 dage, men ikke nødvendigvis i træk) hvor du skulle rydde op 40 forskellige steder i dit hjem. 40 steder er faktisk en del, når man tager i betragtning at vi har overskuelige hjem (for de flestes tilfælde).

 

Med en latent drøm om at forenkle mit liv, at få ryddet ud i alle mine ting og en gang for alle gjort op med min tendens til at give alting affektionsværdi, er det ikke bare på tide, men jeg er forhåbentlig også ved at være klar.

 

Og hvad skete der så i dag, d. 30. juli 2017? Lad os kalde det prikken over i’et eller 10 øren der faldt igennem gulvbrædderne. En ting er jo hvad et menneske rationelt ved er godt, er rigtigt, er fornuftigt. Et andet er hvad der er muligt, hvad der kan gøres og hvor meget mennesket SELV vil yde for at der sker en positiv forandring. Om det handler om arbejde, forhold, hjem, ejendele, venner, selvudvikling eller noget helt andet.

 

Mine udfordringer

 

– er der nok af, men i forhold til at få reduceret mængde af fysiske ting og maksimeret ro og energi, så er jeg ret sikker på nogle af de ting der kan spænde ben for gejsten.

 

•Affektionsværdi – Jeg elsker og hader den på samme tid.

 

•“Jeg kunne jo få brug for den” – Får jeg nu også det? Får jeg det?

 

•“Hvad nu hvis jeg fortryder at jeg smed den ud” – Jeg fortryder måske mere hvis jeg ikke gør…..

 

Og jeg er åben overfor alle de andre der måtte opså undervejs…

 

I alle de mindfuldagtige bøger om “Ryd Op I Dit Liv” skal man spørger sig selv “giver denne her ting mig værdi” eller “har jeg brugt den indenfor det seneste år”. Jeg er med på den første. Giver denne genstand mig en eller anden form for værdi eller er den med til at dræne mig, hvis jeg beholder den. Spørgsmålet om jeg har brugt den i et år, synes jeg ikke fungerer optimalt. Eksempel? Min dagbog fra jeg var 11-12 år gammel. Den har jeg ikke brugt. Jeg har ikke læst i den. Jeg kunne aldrig finde på at smide den ud. Mine 11 års tanker synes jeg er værd at holde fast i.

 

Er det andre ting, kan jeg måske tage et billede af dem før jeg skiller mig af med dem. Det gør at angsten for at glemme dem, eller den person der har givet mig det/det har tilhørt mindre – nu har jeg jo foreviget dem.

 

Hvis jeg kunne, ville jeg nok beholde alt i et lagerhus. Et lagerhus der var delt i barndom, skole, uddannelse, jobs, voksen, møbler, pynteting, billeder mm.

 

Så kunne jeg have alt ude af øje og samtidigt vide at når jeg er væk, er det nogle andre der skal træffe beslutninger om det hele. Det er så det der hedder “Den lette udvej”. Eller den egoistiske. En “Hvorfor bryder du dig ikke om din familie” udvej.

Copyright @ All Rights Reserved